Af Osceola.
I Skovene er der ikke sikkert om Natten,de gamle Skove gaar igen. Skønt faldneog døde for saamange tusend Aar siden, ogglemte om Dagen, vaagner de ved Nattetidigen, stiger op, ligesom de Faldne af deresGrave paa Valpladsen, og forvandler Verden.Ak Skov, du faldne Storhed, hvor erdin Rædsel, hvor er din dybe Hemmelighed.Der var Tider, da menneskelig Tanke vegtilbage fra din hellige Grund, du var detukendtes Bolig, Tempel for Hemmelighed,du var det uudgrundeliges Symbol. Nu erdet forbi, Mørket er veget, Trolddommen erbrudt, Skoven, der er kendt og gennemkrydsetaf hundrede Veie, er om Dagen aabentLand og tilhører Menneskene. Men denforandres om Aftenen, naar Mørket falderpaa, begynder den at skifte Ansigt, og omNatten gaar de gamle Skove igen.
Natten i Skoven er det tusendaarige ubrudteMørke i deres Dybder, det er de gamle Træer,der synger og suser, og deres vældige Skygger,der breder sig over Veiene. De uendeligeBregnekrat og uendelige Sumpstrækningerog uendelige Skovdybder breder sig udenGrændse; ukendte og forfærdelige Ting, somder aldrig har været Ord for, lurer til alleSider, og her og der, i Maaneskinnet, derfalder gennem en Lysning, staar de ældgamleTræers umaadelige, rynkede Stammerog sælsomme, krogede og mægtigeGrene, og underlige Planter, Slyngplanter ogPaddehatte og kæmpemæssige Planter udenNavn staa lyslevende igen i Mørket, og derhøres Drøn i Skoven af de store gamle Elefanterstunge Trin, og i de mægtige KronersSusen er en anden Klang, det er SkovensNattesang, det er de gamle Sanges Genfærd,som blev sunget, da Jorden var ny.
O, det er de gamle Skoves Stemmer ogderes Sang om den vældige fri Jord. Deter de store Floder og Søer og de storeSletter, de store Omvæltningers Sang, destore Kampes, Ensomhedens, Frihedens, Mørkets,de store Sange om de gamle Tider,om Jordens Ungdom, da den var vild ogfri, og Skovene, Sumpene, de store Søer ogSletter var dens Tanker. Menneskene varikke født og intet havde Navn, ingen menneskeligeTanker havde faaet Skikkelse, ingenVeie, ingen Marker, ingen Diger ogGærder, men det var den unge Jords Tanker,som stod op som endeløse Bregneskoveog mægtige Stepper og tog Skikkelse somde store Floder. Det er de gamle SkovesSang om Frihed, som intet Menneske harhørt.
Det er Sangen om de gamle ukendte Dyr,om deres Skrig i Skovene og deres Kampe,det er Sangen om Tausheden, om Mørket.Det er Sangen om en Vælde, som nu erglemt, en sunken og bortveiret StorhedsVingeslag. Der er ingen Tid, alt er nuvaagnet, ligesom af Skabelsens Ekstase, berusetaf sin egen mægtige Styrke – ak, det erde gamle Skove, som gaar igen, og Ekkoetaf deres Sange, Genfærdet af deres Vælde,Skyggen af deres bundløse Hemmelighed, ogSkovenes Herrer, Menneskene, viger tilbagefor den ved Nattetid, de gamle Skoves Aandforfærder dem.
Mørket var ved at falde paa og Aftenenvar taaget. Det var mildt og dog var Efteraareti Luften, dets klamme Fugtighed, somkommer i Oktober og ikke gaar bort før iMarts. Maanen var ved at komme op, deStammer, dens Skær faldt paa, begyndte atlyse ganske svagt, Føret var fugtigt, de visneBlades ramme Duft var i Luften.
En halv Fjerdingvei inde i Skoven svingedeVeien og løb et langt Stykke op ad Bakke,og her slap Skoven op et Stykke, de storeTræer var faldet, der voksede kun lavtBøgekrat og Udsigten var vid til alle Sider.Der var kun Skov og Skov igen at se, iSænkningerne laa Taagen og bagved stod defjernere Dele af Skoven helt blaa, de