Denne Historie om Eneboerne begynder med etBrev:
Min øde Ø, 1779.
Mine kæreste Søstre.
Det skal være det allerførste, jeg gør, nu, dajeg har et Øjeblik tilovers, at skrive til jer. Jegvéd nok, at dette Brev ikke vil naa jer før om lang Tid, omMaaneder eller et halvt Aar maaske, men dog skriver jeg det,for jeg kan ikke holde ud, at I ikke skal vide lige saa god Beskedog kende alt her lige saa godt som jeg. – Men jeg er endnusaa fortumlet af at gynge op og ned paa Vejen herover, – deter, som om mine Tanker endnu gyngede, – at I ikke maa vente,dette skal blive noget fornuftigt Brev. Der har ogsaa ramt osen stor Sorg. Den lille Dreng, som vi havde med os til Øen,Joseph, er død, han maa være falden ned fra en Klippe vedStranden og druknet, det var to Dage efter at vi kom hertil, –saa er det syv Dage siden, i Dag. Det forekommer mig alleredeat være uendelig længe siden. Det forfærdede mig og tog mitMod fra mig, saaledes at det først var i Gaar Aftes, da jeg gjordeIld paa og kom til at tænke paa, hvordan han gjorde Ilden opden første Aften, vi var her, at jeg kom til at græde over ham,og nu græder jeg, hver Gang jeg tænker paa ham, og hvor langtmere føler man ikke Savnet, naar man er saa alene. Han skuldehave hjulpet mig med Huset, og jeg tror ikke, det Arbejde vilvære vanskeligt for mig alene, men hans arme Forældre, der saaham drage af Sted saa glad! – Og er det ikke en forunderliguhyggelig Velkomsthilsen af Øen, det er som om den ikke vildehave os her, og det er grueligt at sidde her saa alene, for Eugèneer i sin egen Stue og skriver, – og saa vilde jeg ønske, I vildelæse dette rigtig grundigt, for da er det, som om jeg tog eder iHaanden og viste jer rundt i hele Huset, og da vil alle Tingeneikke længere se saa fremmed paa mig og ikke have deres egneAnsigter saa meget, naar I kan se, hvorledes de ser ud.
Vi kom hertil med en Fiskerbaad fra den nærmeste Ø, hvorder bor Mennesker, og vi havde hele Baaden fuld af alt, hvadvi skulde bruge i Huset, saadan vil den Baad komme heroverhver Maaned, det tog lidt over tre Timer at sejle hertil, – menhvor længe det er siden vi rejste hjemmefra, kan jeg slet ikkemere sige, thi jeg synes vi har rejst i øde Lande i mange Aar.Vor Ø saa helt anderledes ud, da vi kom nær til den, end jeghavde tænkt mig, den er meget større. Det halve af vort Huser bygget af Sten lige ind mod Klippen, og er meget mørkt,mens denne Del er bygget af Træ; Fiskerne brugte den engangom Sommeren, og de har haft Faar paa Græs paa Øen, – ogEugènes Ven, Calran, boede her for to Aar siden, men detteved I jo. Her hvor jeg sidder, er et stort Ildsted, – og hvorer det ikke smukt og underholdende at se paa Ild – men naturligviser her ikke mange Møbler. Det gør dog hverken fraeller til, for jeg kan jo ikke sidde i mer end en Stol ad Gangenog Eugène i en, og I maa ikke tro, at Stuerne derfor har mindreUdtryk end de havde hjemme – tværtimod, de har saameget Udtryk og hver sit, og her, hvor jeg kun har Eugène attale med og han saa tidt er borte, bliver de meget mere højttalendeend de var hjemme, og I kan ikke forestille jer, alt, hvadde kan faa sagt i en Time, naar jeg sidder her og syr – ogundertiden igen er der mange Stemmer, og Ilden siger